Tilvalg, der giver hjemmet wow-faktor

Et nyt hus bliver ikke nødvendigvis mere eksklusivt af at vælge det dyreste overalt. Ofte bor wow-effekten i de gennemtænkte detaljer. Dem, der får hjemmet til at føles mere helstøbt, mere arkitektonisk og mere lækkert at leve i.

Overdækket terrasse

En overdækket terrasse er hverdagsluksus i sin reneste form. Den giver læ for vind og regn, forlænger sæsonen og skaber et uderum, der smelter sammen med køkkenalrum og opholdsrum. Her kan loungemøblerne stå i tørvejr, grillen bruges oftere, og terrassen føles som et ekstra rum.

Frit kig til himlen 

Ovenlys kan ændre oplevelsen af et rum fuldstændigt. Lyset kommer oppefra, følger døgnets gang og giver en stærkere forbindelse til naturen udenfor. I opholdsrum skaber det liv og lethed. På badeværelset kan et stort ovenlys give en næsten spaagtig følelse, især når bruseren får frit kig til himlen.

Vi Bygger Vejle: Moderne badeværelse med fritstående badekar, bruseniche, sort skab og guldarmaturer.

Private uderum   

Et gårdmiljø giver privatliv, læ og en mere intim forbindelse mellem ude og inde. Det kan være en atriumgård, en afskærmet gårdhave eller et grønt rum skabt med mure og beplantning. Placeret ved indgangen kan det give huset et spændende og underspillet udtryk udefra, som overrasker og åbner sig op, jo mere man nærmer sig.

Vi Bygger Vejle: Moderne villa med lys murstensfacade, stor trædør, vinduer og sti af stenfliser og grus.

Voksenafdeling som hotelsuite

Skal soveværelset føles som et luksuriøst hotelophold, bør du overveje en åben plantegning i stedet for adskilte rum. Store skabsvægge, rolige materialer og en mere flydende overgang mellem soveværelse, garderobe og bad kan give en lækker hotelstemning i hjemmets voksenafdeling.

Vi Bygger Vejle: Moderne og indbydende soveværelse med træseng, lyst tæppe og store vinduespartier.

De små badeværelsesdetaljer

På badeværelset kan små valg gøre en stor forskel. En indmuret sokkelklinke, et skjult afløb, klinker til loft, smukke armaturer og gennemtænkt belysning giver rummet et mere roligt og eksklusivt udtryk.

Vi Bygger Vejle: Stilfuld bruseniche med gråmarmorfliser, indbygget hylde med plejeprodukter og sort bruserarmatur.

Åbent kig gennem huset

Sammenhæng føles luksuriøst. Åbne kig gennem entré, gang og opholdsrum giver hjemmet dybde og får det til at virke større. Fx har et stort vindue for enden af en gang en helt fantastisk effekt. Samtidig kan materialer, der fortsætter fra rum til rum, samt listelofter eller fuldlimede gulve uden synlige overgange, give hele huset et mere arkitektonisk og gennemført udtryk.

Vi Bygger Vejle: Moderne gang med grå murstensvægge, trælamelloft, store vinduer og lang vindueskarm med hynder.