Moderne parcel med klassiske detaljer
I dette charmerende længehus på 175 kvadratmeter får den moderne parcelhusarkitektur et klassisk twist med varme, rødbrune mursten og sprossevinduer, som giver boligen personlighed og karakter.
Skabt til en hverdag med nærværet i centrum
Du kan ankomme via den overdækkede hovedindgang eller gennem den forskudte dobbeltgarage, som har direkte adgang til bryggerset. Herfra træder du ind i en rummelig entré og fordelingsgang, der giver adgang til tre gode værelser og et badeværelse.
For enden ad gangen åbner det store køkken-alrum sig, hvor ovenlys og store terrassedøre lukker dagslyset ind og skaber en luftig atmosfære i rummet. Køkkenøen har en central placering i rummet, som giver rig mulighed for at kombinere madlavning og samvær. Derudover har køkkenet rigelig skabsplads og adgang til et praktisk depot, som gør det nemt at organisere og holde overblik – også når hverdagen suser afsted.
Fra køkken-alrummet er der ligeledes direkte udgang til en terrasse, hvor en smuk læmur skaber et privat uderum. Den hyggelige stue ligger i forlængelse af alrummet og fungerer som bindeled til forældreafdelingen med soveværelse, walk-in-closet og et dejligt badeværelse.
Garagen fuldender helheden med teknikskab, dobbelte porte og vinduer i stil med husets øvrige arkitektur og detaljer. Og hvor de brunrøde mursten leder tankerne hen på dansk byggetradition, skaber de sorte tagrender, zinkbeklædning og vinduesrammer en elegant kontrast.