En by med muligheder
Vejle Kommune er kendt for sin bjergtagende natur, dynamiske byliv og stærke udvikling inden for bl.a. erhverv, uddannelse og kultur.
Foruden en hverdag omgivet af smukke fjordlandskaber får du direkte adgang til moderne infrastruktur og et bredt udvalg af arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og fritidsaktiviteter. Og med kort afstand til motorvejsnettet, Billund Airport og resten af Trekantområdet er Vejle et oplagt valg for både familier og pendlere. Fx kan man nå til både Aarhus og Odense med tog på kun 45 minutter.
Vejle i tal
Indbyggertal: 123.000
(Opdateres op til deadline – spørg Louise)
Virksomheder: 57.750 (2024)
Foreninger: 1.000+
Kommuneskat: 23,4 %
Aktivt foreningsliv for hele familien
Vejle Kommune har et levende og mangfoldigt foreningsliv, hvor børn og unge kan udforske deres interesser og skabe nye venskaber. Uanset om det er fodbold, gymnastik, spejderliv eller musik, er der et væld af muligheder i både små og store fællesskaber. Moderne idrætsfaciliteter, svømmehaller og klubber sikrer aktiviteter for alle aldre, mens et stærkt netværk af frivillige gør foreningslivet til en tryg og inkluderende oplevelse.
Uddannelser, skoler og daginstitutioner
Vejle Kommune er et attraktivt valg for familier, der ønsker kvalitet i børnenes opvækst og uddannelse.
Med et bredt udvalg af daginstitutioner, folkeskoler og privatskoler sikres børn og unge en tryg og inspirerende hverdag med fokus på læring og trivsel. For de videregående uddannelser byder Vejle på erhvervsskoler, gymnasier og professionshøjskoler, mens korte afstande til universiteterne i Aarhus, Odense og Kolding gør det nemt at tage en akademisk uddannelse.
Vejle bliver universitetsby
I 2026 kan Syddansk Universitet (SDU) byde de første elever velkommen på det nye campus i Vejle. I tæt samarbejde med Vejle Kommune og flere af områdets store virksomheder, herunder LEGO Koncernen, er målet at etablere et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø i Trekantområdet med særligt fokus på IT, STEM, digitalisering og AI.
Udvikling og grønne fremtidsplaner
Vejle Kommune stræber efter at blive en foregangskommune inden for bæredygtig byudvikling og innovation, og arbejder på at blive CO2-neutral senest i 2050.
Et rigt by- og handelsliv
I Vejles hyggelige gader kan du slentre i timevis. Her er en af Danmarks smukkeste gågader – og mange kommer gerne langvejs fra for at nyde det store udvalg af butikker indenfor bl.a. design, mode, specialiteter og lækre caféer. Derudover har Vejle en aktiv cityforening, som bidrager til en spændende og attraktiv bymidte, så i weekender og ferier er det ikke nødvendigt at søge ud for at finde masser af aktiviteter og sjove ting at lave for både børn og voksne.
På genbrugsjagt
Elsker du genbrug, personlig stil og klimavenlig shopping? Vejle og omegn byder på et stort udvalg af butikker, hvor du kan finde masser af gode fund til små priser.
Gastronomi, der kan måle sig med de bedste
Med sine mange spisesteder, barer, specialbutikker og spiritusproducenter byder Vejle på noget for enhver smag – fra streetfood og stemningsfulde caféer til hyggelige vinbarer og eksklusiv Michelin.
Prisbelønnet arkitektur
Vejle er kendt for sin unikke arkitektur. Rundt omkring i byen står moderne arkitektoniske perler side om side med smukke, historiske bygninger. På byens havnefront er der skabt en spændende bydel med prisbelønnede bygninger og bæredygtige boliger – heriblandt Fjordenhus og Bølgen, som er blevet karakteristiske vartegn for byen. Et andet særligt vartegn er Vejle Vindmølle, som fra sit bakkedrag kan ses fra store dele af byen.
Fjordenhus er tegnet af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Der er offentlig adgang til stueetagen, hvor man kan opleve flere af hans fantastiske værker.