Udforsk natur i særklasse
I Vejle Kommune finder du intet mindre end spektakulære naturoplevelser i noget af Danmarks smukkeste og mest kontrastfyldte natur.
Fra bøgeskove langs Vejle Fjord til Grejsdalen og Vejle Ådal, der slynger sig igennem landskabet. Find dybe skovsøer i det idylliske, bakkede terræn eller følg Hærvejen, der løber tværs igennem det hele – fra Gudenåens Udspring ved Tinnet Krat til plantagerne og det åbne landskab med klitter ved Randbøl Hede.
Her er der noget for enhver, uanset om du er til en slentretur med picnic-kurv, kuperede vandreruter, leg på naturlegeplads eller måske en tur ud i det grønne på cykel.
Cykel- og mountainbikeruter
Vejle bliver ikke kaldt Kingdom of Cycling uden grund. Området er et yndet udflugtssted for glade cyklister – både dem, der elsker en kuperet skovsti og dem, der elsker landevejen og en god stigning. På mange ruter er der bl.a. opsat skilte ved bakkerne, hvor man kan se, hvad stigningen er.
Vandreruter
- Hærvejen tager dig forbi nogle af Danmarkshistoriens mest interessante steder.
- Bindeballestien følger den gamle jernbanestrækning igennem Vejle Ådal.
- Kyst til Kyst tager dig tværs over Jylland – fra Vejle havnefront til Blåvandshuk.
- Rans Togt er en hyggelig landsbyvandrerute ad gamle landeveje og lokale stier.
Gode picnicsteder
- Byparken er et smukt, grønt pusterum i centrum med springvand, vandløb og legeplads.
- Mariaparken har både multibane, skøjtebane, pavillon og hængekøjer, hvor hele familien kan hygge sig med grill, leg og hyggeligt samvær.
- Mølholmsdammen og Tyrelodspynten er forbundet med stisystemerne i Sønderskoven og har både legeplads og en fantastisk udsigt over Vejle.
- Skyttehushaven ligger på den nordlige side af Vejle Fjord, og den bynære have er et populært samlingssted til fester, Sankt Hans og koncerter.
- Engelsholm Slotspark er smukt beliggende ved bredden af Engelsholm Sø, og det gamle renæssanceslot er omgivet af skov og park.
- Tirsbæk Slotspark er beliggende på nordsiden af Vejle Fjord mellem høje skovklædte skrænter – perfekt til en udflugt med madkurven.
Naturlegepladser og shelters
Naturen i og omkring Vejle gemmer på fantastiske oplevelser for eventyrlystne børn og voksne – herunder 6 naturlegepladser og hele 22 offentlige shelterpladser. Og som noget ganske særligt for Vejle Kommune kan man også komme på ”Natureventyr”, som er otte børnevenlige skattejagter med rod i historien, fortalt med et glimt i øjet og med sjove udfordringer undervejs.