Tilvalg, der giver hjemmet wow-faktor
Et nyt hus bliver ikke nødvendigvis mere eksklusivt af at vælge det dyreste overalt. Ofte bor wow-effekten i de gennemtænkte detaljer. Dem, der får hjemmet til at føles mere helstøbt, mere arkitektonisk og mere lækkert at leve i.
Frit kig til himlen
Ovenlys kan ændre oplevelsen af et rum fuldstændigt. Lyset kommer oppefra, følger døgnets gang og giver en stærkere forbindelse til naturen udenfor. I opholdsrum skaber det liv og lethed. På badeværelset kan et stort ovenlys give en næsten spaagtig følelse, især når bruseren får frit kig til himlen.
Private uderum
Et gårdmiljø giver privatliv, læ og en mere intim forbindelse mellem ude og inde. Det kan være en atriumgård, en afskærmet gårdhave eller et grønt rum skabt med mure og beplantning. Placeret ved indgangen kan det give huset et spændende og underspillet udtryk udefra, som overrasker og åbner sig op, jo mere man nærmer sig.
Voksenafdeling som hotelsuite
Skal soveværelset føles som et luksuriøst hotelophold, bør du overveje en åben plantegning i stedet for adskilte rum. Store skabsvægge, rolige materialer og en mere flydende overgang mellem soveværelse, garderobe og bad kan give en lækker hotelstemning i hjemmets voksenafdeling.
De små badeværelsesdetaljer
På badeværelset kan små valg gøre en stor forskel. En indmuret sokkelklinke, et skjult afløb, klinker til loft, smukke armaturer og gennemtænkt belysning giver rummet et mere roligt og eksklusivt udtryk.
Åbent kig gennem huset
Sammenhæng føles luksuriøst. Åbne kig gennem entré, gang og opholdsrum giver hjemmet dybde og får det til at virke større. Fx har et stort vindue for enden af en gang en helt fantastisk effekt. Samtidig kan materialer, der fortsætter fra rum til rum, samt listelofter eller fuldlimede gulve uden synlige overgange, give hele huset et mere arkitektonisk og gennemført udtryk.