5 tips til tidens største boligtrends

1. Udendørs wellness

Fokus på at forbinde hjemmets inde- og uderum er ikke nyt. Vi kender det bl.a. fra køkkenalrummet, hvor den direkte udgang til terrassen nærmest er blevet en selvfølge. Nu rykker tankegangen videre ind i voksenafdelingen, hvor flere og flere vælger at forlænge badeværelset med en udendørs wellnessafdeling med fx udebruser, sauna, koldtvandskar eller vildmarksbad, der forvandler hverdagsrutinen til et lille pusterum under åben himmel.

Tip! Vand, afløb og strøm kan være besværligt at efterinstallere, så tænk det ind helt fra start. Overvej nøje placering, afskærmning og nem adgang – det betyder meget for, om jeres udendørs wellnessoase bliver brugt i hverdagen og ikke bare ser godt ud på tegnebrættet.

Vi Bygger Vejle: Kobber udendørs bruser monteret på trævæg med vandstråler ud i naturen.

2. Neo Deco

Neo Deco trækker tråde tilbage til art decoens mørke træsorter, dybe farver, blanke overflader og eksklusive materialer – men i en mere rolig og nutidig udgave. Hvor den klassiske art deco kunne være tung og teatralsk, handler Neo Deco om at dosere elementerne med omtanke. Resultatet er rum med mere dybde, karakter og personlighed, uden at hjemmet mister sin lethed.

Tip! I nybyggeri kan tendensen især ses i varme trætoner, mørkere detaljer, marmor med markante årer, glas, krom, bløde tekstiler og farver som oliven, bordeaux, okker og mørk rosa. 

3. Kuriøs keramik 

For et par år tilbage blev kopreolen populær, og familiens keramikfavoritter røg op af skufferne og blev forvandlet til en miniudstilling. Nu tager vi skridtet videre, og i stedet for at se nydeligt ud, må tingene gerne få lidt mere kant, stikke ud, vække nysgerrighed – og fortælle noget om dem, der bor der.

Tip! Lad unikke kunstgenstande, håndlavet keramik, arvestykker og sjove loppefund få ærespladser i hjemmet. Det giver hjemmet karakter – og garanteret også anledning til nogen gode samtaler.    

Vi Bygger Vejle: Hvid torso-vase med grønne planter på et lyst køkkenbord, med æble og laptop.

4. Japandi Style 

Efter år domineret af rendyrket nordisk minimalisme kigger vi nu ud mod verden for ny boliginspiration. I japandi-stilen forenes skandinavisk enkelthed med japansk ro og elegance – og skaber rum, hvor alt føles let, blødt og gennemtænkt. Stilen bygger på lyse, bløde nuancer, rene linjer, strømlinet møbeldesign og naturlige materialer, hvor især træ spiller en vigtig rolle.

Tip! Japandi-stilen handler om balance og luft. Hellere give plads omkring få velvalgte ting end lade mange ting kæmpe om opmærksomheden. Hold dig til en enkel farvepalette, og gå efter lækre tekstiler og detaljer i keramik, papir, hør eller træ for at give indretningen varme og dybde.

Vi Bygger Vejle: Moderne spisestue med langt træbord og stole, store vinduer mod grøn have og pool.

5. Det uventede farvepift 

Jordfarverne og de rolige, støvede nuancer har længe været favoritter, når der skulle vælges farver til væggene. Sådan er det i høj grad stadig, men samtidig har de små, velvalgte farveeksplosioner fundet vej ind i indretningen. Midt i det afdæmpede kan der være en enkelt detalje, der fanger øjet. En olivengrøn stol, et koboltblåt sidebord eller en rød vase, der bryder det forventelige.

Tip! Har du hørt om Unexpected Red Theory? Et viralt indretningstip, hvor en lille rød detalje får et rum til at føles mere levende og gennemført – også selvom rød ikke indgår i resten af farvepaletten. Prøv med en lysestage, vase, billede eller lampe i rød, terracotta eller bærfarve og mærk energien i rummet skifte. 

Vi Bygger Vejle: Moderne trappe med oplyste trin og rødt gelænder med lysstribe.