Skab et rum, der er rart at komme hjem til
Entréen er hjemmets førstehåndsindtryk. Derfor er det værd at gøre sig nøje overvejelser om rummets æstetik og stemning – men i høj grad også om funktionalitet og hverdagspraktik.
Hvad er jeres behov?
En velindrettet entré begynder med at tage højde for rummets funktion. Kommer I hovedsageligt til at bruge en anden indgang i hverdagen, fx gennem bryggerset, kan I nemmere prioritere æstetik over praktik i entréen. Men ellers er det helt afgørende at indtænke god opbevaringsplads til sko, jakker, tasker og lignende, hvis rummet skal være funktionelt og samtidig holdes ryddeligt.
Hoveddørens placering
For de fleste vil det naturligt være den dør, der ligger tættest på vejen, som bliver brugt mest – og det gælder også for gæster. Derfor giver det god mening at tænke hoveddørens placering i forhold til grunden, så den føles som det naturlige og tydelige valg, når man ankommer.
Multifunktionelle møbler
Med en indbygget bænk får I både smukt design, en praktisk siddeplads og mulighed for ekstra opbevaring af fx sko, vanter og huer. Med kurve eller skuffer under bænken er det også nemt for familiens yngste medlemmer at hjælpe med at holde rummet ryddeligt og organiseret.
Maksimal pladsudnyttelse
Med indbyggede skabe kan I sige farvel til overfyldte knager i entréen. Og gider I ikke hænge alting på bøjler, kan I vælge kabinetter med mindre dybde og have knagerækker i skabet i stedet for bøjlestang. Smukke fronter kan være et dekorativt element i sig selv, fx hvis I vælger træ eller en flot farve.
En indbydende atmosfære
Lysindfald, materialevalg, spejle, farver og kunst kan hver især spille en vigtig rolle, når du vil skabe en indbydende atmosfære i din entré. Med den rigtige placering kan et spejl få rummet til at virke større, mens farver og kunst giver rummet karakter. Mange vælger en hoveddør med vindue enten i eller omkring, som trækker dagslyset ind. Store glaspartier giver mindre plads til opbevaring, men har du kvadratmeterne til det, kan det virkelig give rummet noget wow-faktor.
Kombineret entré og bryggers
En god løsning kan være at placere bryggerset lige op ad entréen. Med bryggerset lige om hjørnet får I et praktisk afsætningssted til fx beskidt overtøj og børnenes mudrede støvler, hvilket gør det nemmere at holde entréen pæn og ryddelig. I stedet for at prioritere kvadratmeter på en entré kan I også helt overveje, om et større, velindrettet bryggers med indbygget garderobe, skjult vaskesøjle og rigelig opbevaringsplads kunne være en bedre løsning.